Vad er dahliaer?
Dahliaer er sommerblomstrende knoldplanter, som giver rig blomstring fra juni/juli og frem til den første frost. De findes i mange farver, former og størrelser og er populære i bede, krukker og som snitblomster.
Hvornår planter man dahliaer?
Dahliaer plantes udendørs, når risikoen for frost er ovre, som regel i maj–juni, afhængigt af din vækstzone. For tidligere blomstring kan dahlia-knolde forspires indendørs fra slutningen af marts i landets sydlige dele. Se vores indlæg om forspiring her.
Hvordan planter man dahlia-knolde?
Plant knoldene ca. 5–10 cm dybt i næringsrig og veldrænet jord med skuddene opad og med en planteafstand på ca. 50 cm.Vand sparsomt ved plantning og indtil planten er begyndt at vokse.
Hvor trives dahliaer bedst?
Dahliaer trives bedst i fuld sol (mindst 6 timers sol om dagen). De kan stå i halvskygge, men blomsterkvaliteten bliver som regel ikke lige så god som i fuld sol. Farverne er ikke lige så stærke, og blomsterne bliver ofte svagere og mindre.
Jorden skal være næringsrig, humusrig og veldrænet. Læ anbefales til høje sorter.
Hvor ofte skal man vande dahliaer?
Vand regelmæssigt, så jorden holdes jævnt fugtig. Undgå at jorden bliver vandmættet. Dahliaer i krukker skal vandes oftere end dem, der vokser i bede. I tørre og varme perioder om sommeren kan det være nødvendigt at vande hver aften for at få så flotte blomster som muligt. Vand grundigt hver gang, så vandet trænger dybt ned i jorden. Hvis du kun vander lidt og ofte, når vandet ikke dybt nok ned til rødderne.
Har dahliaer brug for gødning?
Ja, dahliaer er næringskrævende. Gød mindst to gange i løbet af vækstsæsonen med flydende blomstergødning eller langtidsvirkende gødning. Vi anbefaler at gøde med kogødning. For meget kvælstof (fx hønsegødning) kan give mange blade, men færre blomster. Vand altid i forbindelse med gødning.
Kan man dyrke dahliaer i krukker?
Ja, dahliaer egner sig rigtig godt til krukker. Vælg en stor krukke med drænhuller og brug plantejord af god kvalitet. Lavere sorter er bedst egnet til krukkedyrkning. Gød to gange pr. sæson for rigere blomstring og kraftigere planter.
Har dahliaer brug for opbinding?
Høje og storblomstrede dahliaer har ofte brug for opbinding for ikke at knække i blæst eller regn. Vi angiver altid højden på den enkelte dahlia-sort på vores emballage. Vi anbefaler opbinding til alle dahliaer, der bliver over en meter høje.
Hvordan får man dahliaer til at blomstre længe?
Fjern visne blomster regelmæssigt, vand jævnt og gød to gange pr. sæson. Det stimulerer dannelsen af nye knopper og giver længere blomstring. Den rette placering (vækststed) bidrager også til længere blomstring (fx fuld sol, læ og veldrænet jord).
Hvad gør man med dahlia-knolde om vinteren?
Dahliaer er ikke vinterhårdføre i Danmark. Efter den første frost graves knoldene op, tørres og opbevares køligt, mørkt og frostfrit til næste sæson. Vi anbefaler ikke at skylle knoldene – det er nok at ryste overskydende jord af. Hvis du skyller knoldene, er der større risiko for, at de tørrer ud.
Hvorfor blomstrer mine dahliaer ikke?
Almindelige årsager er:
- For lidt sol
- Næringsmangel, som kan skyldes næringsfattig jord. Gød to gange pr. sæson – helst med kogødning.
- For sen plantning
- For tæt plantning
Er dahliaer gode som snitblomster?
Ja, dahliaer er gode som snitblomster. Nogle sorter egner sig dog mindre til snit, fx “dinner plate”-dahliaer (de største dahliaer målt på blomsterdiameter). Vores erfaring er, at kugledahliaer holder længst i vase. Høst helst om morgenen og når blomsten er fuldt udsprunget for bedst holdbarhed i vase.
Har du spørgsmål og brug for dyrkningshjælp, er vi her for dig. Er du medlem af vores kundeklub – Grandiflora VIP – får du desuden personlig dyrkningssupport fra uddannet personale.
Skrevet af Anna Winnett, havedesigner
